Familiens start

Kom og se hvordan dagligdagen fungerer

I er meget velkommen til at komme og danne jer et indtryk af Børnegården Lynghoved, også selv om I endnu ikke har valgt hvilken institution jeres barn skal gå i. Få en snak med personalet og et kig på instuitutionen. Det er også en rigtig god ide at snakke med andre forældre, som kender Lynghoved i forvejen. Kommer du om eftermiddagen mellem 1500 og 1700 kan du komme til at tale med forældre til de børn, som allerede går i Lynghoved.

Praktiske ting vedrørende starten

De første dage i Lynghoved er det vigtigt, at en af jer er med hele dagen sammen med jeres barn. Hvis det kan det lade sig gøre, så lad jeres barn begynde med korte dage. Det er en god ide at have meget tid i starten. Lav en aftale med os om, hvordan de første dage skal lægges til rette. Fortæl om dig selv. Når I kommer på besøg i børnehaven, får I en skifteramme med hjem. Rammen er til billeder af familie, kæledyr m.m., og den skal helst medbringes på den første dag i børnehaven, så barnet kan vise de andre børn noget om sin verden hjemme. Barnet må meget gerne medbringe personlige ting hjemmefra, f.eks. en bamse, en bil, en dukke.

Garderobe – tøj

Jeres barn får sin egen garderobe med navn, et mærke eller et billede af sig selv på. Der skal altid være et sæt skiftetøj, regntøj og gummistøvler, samt tøj, der passer til årstiden. Der skal sættes navn på alle stykker tøj og ting. Af hensyn til jeres barns sikkerhed på legepladsen, må der ikke være snore og lignende i tøjet.

Mad

Fra kl. 7.00 indtil kl. 8.30 har vi morgenbord med hjemmebagte boller og havregrød til alle, der har lyst. I løbet af formiddagen spiser nogle af børnene en mad fra deres madpakke, derfor kan det være en god idé at lægge en særskilt pakke med en formiddagsmad, øverst i madkassen. Husk en madpakke til frokost kl. 11.00. Om eftermiddagen får børnene økologisk frugt og brød. Børnene tilbydes vand til maden. Forældrene betaler hver måned kr. 90,- til frugtordningen, som opkræves over forældrebetalingen. Har dit barn allergi, eller er der ting dit barn ikke kan tåle så fortæl om det til personalet på stuen.

Andet

Børnene kan sove til middag efter behov. Nye børn er ikke alene ude på legepladsen!