Pædagogik i praksis

I praksis

kan det for eksempel være, at vi kommer til at snakke om universet, vi kan hører og se på børnene at de er meget optaget af dette.

Dette skete i gruppen med de største børn og det viste sig at de vidste rigtig meget om planeter, sol og måne – om sorte huller – rumfugle – Gud mm.

Så tog vi fat på at lave planeter af balloner og papmache og da de skulle males måtte vi på internettet for at finde inspiration til farver, størrelser og forekomster på den enkelte planet. Det var ikke fordi de ikke vidste noget om dette, men uenigheder og tvivl kunne bringes af vejen, og bagefter vidste vi nøjagtig hvilken af de hjemmelavede planeter der var Pluto o.s.v.

En pigegruppe kreerede Gud, som kom op at hænge under loftet i en klatresele – han havde intet ansigt… En anden gruppe mørklagde en stor del af stuen og i det mørke rum skulle planeterne, solen, månen, Gud og rumfugle svæve. Der var også en vulkan, som jo skulle lugte grimt og ryge, vidste børnene. Det krævede eksperimenter med bagepulver, vand, opvaskemiddel, farvestof og en ko lort.

En rumraket måtte der jo også være, vi forsøgte os med store papkasser, men børnene fandt frem til at den var nødt til at være af jern. Så måtte de voksne i tænketank igen, og med en bevilling fra lederen traf vi aftale med en smed om at han skulle smede en rumraket.

Hvor stor er sådan én? Og hvordan får vi fortalt smeden hvor stor den skal være? Det var ikke nemt, men børnene fandt frem til at bruge plastkrus som måleenhed, tog forbehold for bredden af døren og højden til loftet og sammen gik vi med plastkrusene i en vogn over til smeden og fortalte ham hvor stor rumraketten skulle være.

Vi opdeler børnene efter alder.

Pædagogerne i Reggio Emilia er undrende over for hvordan man i Danmark kan have børn mellem tre og seks år i samme gruppe/stue, når de er så forskellige udviklingsmæssigt. Vi er enige og har derfor en institution med aldersopdelte stuer. Det fungerer godt af flere grunde.

For det første er barnet tæt på mange andre børn på samme alder, hvilket giver større muligheder for at eksperimentere med at lege med flere forskellige børn. Vores hus er indrettet så børnene naturligt møder børn der er yngre eller ældre, og børnene må lege på alle stuer. Det betyder at de naturligt relaterer til jævnaldrende, men har mulighed for at lege op eller ned.

En anden stor gevinst ved de aldersopdelte stuer er, at børnene er omkring det samme sted udviklingsmæssigt og dermed har de samme udfordringer, er optaget af de samme fænomener og reflekterer nogenlunde på samme niveau. De er inspirerende for hinanden og kan begive sig ud på fantasiens fantastiske veje sammen.

Vi bestræber os på, at én pædagog følger barnet fra det er tre år og ind til skolealderen. Det giver tryghed for barnet, familien og børnegruppen, og på den anden side giver det ny inspiration og nye øjne når den ”faste” pædagog får en ny samarbejdspartner.